Brush-up |
Brush-up kursus 9. november 2002 Kursusbeskrivelse: Ikke siden kommunalreformen i 1970erne har der været så meget diskussion om, hvordan den offentlige sektor organiseres, styres, og ikke mindst, hvordan opgaverne fordeles på forskellige administrative og politiske niveauer. En hel række spørgsmål er blevet rejst på den politiske dagsorden. Kan vi undvære amterne? Skal kommunerne være større? Skal vi have et stærkere borgmesterstyre? Skal vi bruge køber-sælger-modeller for den offentlige service? Hvad ønsker befolkningen? Disse og lignende emner tages op i “Brush-up” kurset den 9. november, hvor den nyeste teori og empirisk forskning på området præsenteres. Kurset er en god mulighed for at blive fagligt opdateret, men giver også en mulighed for at mødes med gamle studiekammerater og undervisere. Kjeld Møller Pedersen indleder kurset med et indlæg, som følger op på sommerens voldsomme debat om amternes fortsatte varetagelse af sygehusopgaven. Med udgangspunkt heri diskuteres amternes rolle i det danske sundhedsvæsen og amternes opgaver iøvrigt. Hvad er alternativerne? Findes der bedre dokumenterede løsninger? Kurt Houlberg følger med et indlæg om kommunerne. Kommunernes rolle og størrelse kan ikke ses uafhængigt af amternes fremtidige rolle. I den aktuelle debat, om en eventuel ny kommunalreform, tegnes et billede af et klassisk dilemma mellem effektivitet på den ene side og demokrati på den anden. Tilhængere af kommunesammenlægninger slår således ofte på, at store kommuner er mere effektive, medens modstandere omvendt argumenterer for, at små kommuner er mere demokratiske. Men er store kommuner mere effektive, og er små kommuner mere demokratiske? Med afsæt i en generel introduktion til den økonomiske og udgiftspolitiske situation i kommunerne præsenteres den seneste forskning i kommunestørrelsens betydning med særlig vægt på betydningerne for effektivitet og demokrati. I forlængelse heraf kan man rejse spørgsmålet: Hvem skal vi give magten, og hvor meget skal magten spredes? Ved kommunalreformen i 1970 gennemførte man på nogle punkter grundlæggende ændringer i kommunernes styreform. Siden har styreformen være accepteret uden videre. De senere års debat om en ny kommunalreform har således ikke drejet sig om styreformen. Den er ikke desto mindre en debat værd - ikke mindst, hvis man stræber efter store kommuner på 30.-40.000 indbyggere, mange med stor geografisk udbredelse. Poul Erik Mouritzen vil i sit oplæg rejse en række spørgsmål om fremtidens styreformer: Er udvalgsstyret da den rette styreform? Eller skal man begynde med at overveje styreformer, som kendes fra andre lande: Stærk borgmesterstyre, kommunaldirektørstyre eller en egentlig "regering" eller magistrat, som overlades den udøvende magt? Terkel Christiansen vil i sit indlæg komme ind på alternative fremgangsmåder til varetagelse af de offentlige driftsopgaver. I ind- og udland er der eksperimenteret med køber-sælger-modeller, hvor selve driftsopgaven overlades til selvstændige enheder, som indgår kontrakter med de relevante myndigheder. Denne organiseringsform er indført under forudsætning af en række forventede gevinster. Man kan dog spørge om, hvilke forudsætninger der er for at kunne bruge en sådan model, og hvad vi kan lære af udenlandske erfaringer? Da det er vigtigt ikke at glemme befolkningen i alle bestræbelserne for en bedre offentlig sektor, bliver dagen afsluttet med et indlæg fra Dorte Gyrd-Hansen, som fokuserer på befolkningens ønsker og præferencer. Forskningen i befolkningens præferencer har givet overraskende resultater, som i høj grad sætter spørgsmålstegn ved nogle af de fremkomne reformforslag. Oplægget vil ud over illustration af præferencemåling komme ind på metodiske problemer ved målingen af befolkningens præferencer. |
SelvbetjeningKontakt
Syddansk Universitet
Samfundsvidenskab Campusvej 55 5230 Odense M Tilmelding til ALUMNEOpslag
|
||||||||||||||||
| [Kontakt] | 17-05-2012 |