ALUMNE-bladet informerer, om det der sker på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, men meningen har hele tiden været, at det skulle være en tovejskommunikation.
Derfor ønsker vi at høre fra dig, om det der sker på din arbejdsplads - hvad sker der i din virksomhed, din kommune eller i dit ministerium, hvordan bruger du din uddannelse i hverdagen, hvad diskuteres i kaffepausen, har du stadig kontakt til din specialevejleder eller dit gamle institut, hvordan var din overgang fra student til ansat osv osv.
Skriv frit fra leveren om, hvad du synes dine med-dimittender bør vide, eller om det du godt kunne tænke dig at fortælle fakultetet, dine gamle undervisere eller dine gamle medstuderende. Det kan være indlæg af både faglig karakter, men det kan også være diskussionoplæg, eller blot nogle sjove eller spændende oplevelser, som andre dimittender eller dit gamle fakultet bør høre om. Kort og godt kan du skrive om det, der rører sig lige nu og lige der, hvor du er. Det kan være ét indlæg om dig og din arbejdsplads, men det kunne også sagtens være en lille serie, som læserne kan følge i flere numre af ALUMNEbladet.
Det behøver ikke være en roman - skriv alt fra et par linjer til et par sider. Du behøver heller ikke sende det ind på bestemte tidspunkter - dit indlæg vil blive bragt løbende og så hurtigt som muligt.
Målet er at bringe en fast dimittendklumme og/eller ALUMNEprofil (se indlægget side 6), med et eller flere indlæg fra jer dimittender. Så gør brug af dette talerør og udnyt at dit budskab kommer ud til ca. 6000 personer.